Karl Mantzius Prisen

Karl Mantzius Prisen

I maj 2016 uddelte Selskabet for Dansk Teaterhistorie for første gang den nyindstiftede Karl Mantzius Pris.

Prisen uddeles til et teatermenneske, det være sig 'kunstner, administrator, forsker eller ildsjæl, som har rykket hegnspæle i teaterhistorien' - og netop sådan et teatermenneske var Karl Mantzius.

Karl Mantzius (1860-1921) var, udover den første formand for Selskabet for Dansk Teaterhistorie – selv både skuespiller, teaterdirektør, oversætter og forsker – og maler – og i hele sit virke var han en mand, som med intelligens og kunstnerisk indsigt satte sine umiskendelige spor i teaterhistorien.

Prismodtageren hædres med en statue af Mantzius i rollen som Andreas Blegnæb, som han spillede første gang på Det Kongelige Teater i 1909 – to år før han stiftede Selskabet for Dansk Teaterhistorie. Andreas Blegnæb er ikke den skarpeste figur i verdenslitteraturen, men som klovnerolle er han til gengæld skuespillerens svære udfordring på kunsten: det latterlige, sørgmodige og elskelige på én gang – den slags roller der aftvinger respekt når det lykkes.

Statuetten er en afstøbning af den originale gipsfigur, skabt af billedhuggeren Axel Locher og venligst udlånt af Teatermuseet i Hofteatret. 

Første prismodtager var skuespilleren Ghita Nørby, den anden var instruktøren Elisa Kragerup - og den tredje var tidl teaterrådsformand, tv-teaterchef oma Bjørn Lense-Møller

Karl Mantzius Prisen 2018 til Bjørn Lense-Møller - her med barnebarnet, Josephine Nørring

Kære Bjørn,

Tillykke med Karl Mantzius Prisen 2018!

Prisen uddeles til et teatermenneske, det være sig 'kunstner, administrator, forsker eller ildsjæl, som har rykket hegnspæle i teaterhistorien'

Jeg vil først lige ganske kort fortælle om Karl Mantzius, som har lagt navn til prisen – ikke blot var han stifter af Selskabet for Dansk Teaterhistorie og dets første formand, men han et utroligt alsidigt teatermenneske og arbejdede både som skuespiller, instruktør, teaterdirektør og teaterhistoriker, uddannet i ’sprog’ og forfatter til bl.a. ’Skuespilkunstens Historie’ 1897-1916 og dr.phil. i 1902 på en afhandling om Shakespeare.

Lyder det bekendt? Det kunne næsten lige så godt være dig! Du startede som skuespiller i en alder af fire, i 1929, hvor du udklædt som får spillede sammen med dine forældre i en revy på Nimb, tror jeg det var og når man på den måde og i den alder falder i gryden, så er der ingen vej tilbage – og den gik da også lige ud af landevejen til chefstillingen for Danmarks største teater, TV-Teatret og Radioteatret, som det hed den gang. Det var i monopolets dage, så hvis folk ville se teater i fjernsynet, var det der det skete.   I sådan en stilling har alle i hele landet en mening om hvordan man skal passe sit arbejde og det var da heller ikke hver dag der stod røde roser på dit bord.

Som Mantzius har du også haft en karriere som akademiker og arbejdede bl.a. som studentermedhjælper på Salmonsens Leksikon i 1950’erne, hvilket jo i den grad kom Gyldendals Teaterleksikon til gode, da vi sammen arbejdede på det op til 2007.

For en mand der er født mens telefonen stadig var et nymodens apparat, må det have været noget af en rejse frem mod hele det teknologiske apparat, der betingede arbejdet med Gyldendals Teaterleksikon, men intet var dig fremmed og du gik på med krum hals og blev, med langt over 350 artikler, langt værkets hovedleverandør. Og hvilke artikler! Da du jo har set stort set alle de skuespillere vi kender fra – havde jeg nær sagt, historisk tid – kunne du jo med en sjælden indlevelse, som de andre skribenter kun kunne se misundeligt efter, beskrive et virke og et talent, så man næsten følte man havde været der selv - hvem andre end du kunne sammenfatte et helt kunstnerisk virke som her fx hos Kirsten Olesen: ’Hendes dominerende udtryk er en lidenskabelig insisteren, en retfærdighedssøgende vrede, oprør, men også en følsom resignation, en smertelig accept af skæbne’ eller som hos Bodil Jørgensen: ’et talent af en sjælden karakter, der på en gang udtrykker skrøbelighed og styrke, en vis distance til det opgivende liv og spontane udbrud af råhed’ – der er vist ikke meget at tilføje til den sag.

Du viser her en indsigt i en skuespillerens værksted, som fortæller om den afgrundsdybe respekt du har for faget, du kender det fra egen krop i dine unge skuespillerår og du har siden kunnet studere det fra tilskuerrækkerne de tusinder og atter tusinder forestillinger du har overværet – og stadig overværer; sidst vi mødtes, var du inde og se den fjerde forestilling dén uge…

Men selv om du er en altædende teatergænger, ved vi jo også at dit hjerte banker særligt for det alternative teater; børneteatret, de frie grupper, performance teatret, alt det som de færreste, der har haft så store offentlige stillinger som du ville røre ved; der er hverken penge eller prestige i det.  I talrige debatter og selvbestaltede kommissionsforslag, alternative teaterlove, kronikker og læserbreve har du kæmpet for noget der bare minder om rimelige vilkår for det alternative teater – for ikke at tale om blot at have en scene at optræde på! Utrætteligt har du kæmpet for en åben scene i København, og desværre er det endnu ikke lykkedes, men du har altid som den grå eminence på din egen diplomatiske facon løftet diskussionen op på et sobert plan og ikke holdt dig tilbage for alfaderligt at belære unge brushoveder som fx den nybagte kulturminister, Brian Mikkelsen, om fair og ordentlig ledelsesstil efter at han i kosmopolitisk smartness og konspiratorisk paranoia egenhændigt besluttede at placere udenlandske eksperter i kunstfondens råd og nævn:

”I en af vore større kulturinstitutioner var der for år siden en ny chef, som med mellemrum åbnede sin dør og råbte ned ad gangene: »Det er mig der bestemmer her!«. Det fik han ikke ret gode arbejdsresultater af. Velovervejede beslutninger vækker større respekt og er mere funktionsdygtige, end de i vrede og egenmægtigt besluttede.

Sid nu lidt i den stol, puds brillerne og kig rigtigt på sagerne.”

 

Det må have været dit mantra gennem hele dit arbejdsliv – du er i hvert fald en mand man kan stole på.

 

Vi plejer gerne at give vores Mantzius statuette – det er Karl Mantzius i rollen som Andreas Blegnæb i Shakespeares Helligtrekongersaften - en farve som fortæller noget om prismodtageren – og dermed er hver eneste statuette et unikum – Ghita fik pink, gamle damer kan godt lide at gå i pink, og den forsvandt da også fuldstændig i den kjole hun havde på – Elisa Kragerup fik en gul, fordi hun på de fleste billeder hvor hun modtager en pris, er i gult – og så har vi dig!

Den skulle gerne se ud som om den var lavet af træ, men det er ikke helt så nemt at lave - træ har vi valgt, fordi vi ved du er en rigtig træmand. Du elsker at forarbejde træ og at du har klaret dig så afbalanceret gennem tilværelsen som du har, skyldes sikkert at du som Emil har sat dig ud i skuret og snittet træ når det hele bare blev for meget. Dertil kommer at du helt tilfældigt, så jeg, i flg kinesisk astrologi er træokse, en træokse er Arbejdsvillig, metodisk, samvittighedsfuld, ærlig, loyal, og særdeles udholdende. Men de kan også være ret dårlige tabere og det er derfor de kæmper så hårdt for deres mærkesager.

Og det har du sandt for dyden gjort; din betydning for dansk teater gennem mere end 50 år kan slet ikke overvurderes og hvis nogen har flyttet hegnspæle her så er det dig – både i det etablerede teater og det alternative – og fremfor alt har du altid sat kunsten og hensynet til de som udfører den i centrum. Som også her i aften, hvor det kun er en uge siden du mistede din Tove, som du har været gift med i over 70 år – da jeg spurgte dig om vi skulle udsætte vores prisuddeling, svarede du spontant – nej! Det ville påvirke skuespillet hvis der pludselig stod så mange tomme stole. Så her står vi så og fejrer dig med Tove i kærlig erindring, som trofast har siddet med aften efter aften – hvis det vel at mærke ikke var alt for langhåret.

Tak Bjørn og tillykke! Mantzius Prisen er ikke nogen stor pris, der følger ingen penge med og det kommer ikke til at stå i Se&Hør og Billedbladet, men det er en pris der kommer direkte fra hjertet!

 

Karl Mantzius Prisen 2017 til Elisa Kragerup

Kære Elisa,

Jeg ved ikke hvor mange kaminhylder du har derhjemme, men jeg håber de er meget lange – for næppe har vi nogensinde haft en scenekunstner, der allerede syv år efter endt uddannelse er så prisbelønnet og behængt med udmærkelser som du. Jeg husker med al tydelighed den Reumert fest i 2011, hvor der gik et sus gennem salen da det for tredje gang den aften lød: ”.. og prisen går til…. Elisa Kragerup!!” Og nu får du så endnu en til kaminhylden!

Nemlig Selskabet for Dansk Teaterhistories pris, Karl Mantzius Prisen 2017, som kun den anden i rækken, lige i hælene på Ghita Nørby, som fik den sidste år.

Karl Mantzius (1860-1921) var, udover at være den første formand for Selskabet for Dansk Teaterhistorie – selv både skuespiller, teaterdirektør, oversætter og forsker – og maler – og i hele sit virke var han en mand, som med intelligens og kunstnerisk indsigt satte sine umiskendelige spor i teaterhistorien. Karl Mantzius Prisen uddeles således til et teatermenneske, det være sig 'kunstner, administrator, forsker eller ildsjæl, som har rykket hegnspæle i teaterhistorien' – fordi netop sådan et teatermenneske var Karl Mantzius. Og det er vores udtrykte ønske at kunne ære ALLE som laver teater, uanset om de befinder sig på forscenen, bagscenen, værkstederne eller studerekammeret. Sidste år en skuespiller, i år en instruktør.

 

Prismodtageren hædres med en statue af Mantzius, skabt af billedhuggeren Axel Locher og venligst udlånt af Teatermuseet i Hofteatret, i rollen som Andreas Blegnæb fra Helligtrekongersaften, som han spillede den første gang på Det Kongelige Teater i 1909 – to år før han stiftede Selskabet for Dansk Teaterhistorie. Andreas Blegnæb er ikke den skarpeste figur i verdenslitteraturen, men som klovnerolle udfylder han til gengæld teaterkunstens mest grundlæggende greb: det lattervækkende, det sørgmodige og det elskelige på én gang –

Det er en forestilling der er spillet uendelig gange i de over 400 år siden den blev skrevet – og den går da også i denne sæson her i huset – ganske vist ikke instrueret af dig – men det kunne den lige så godt have været. Og man kan spørge sig selv hvor mange gange vi kan blive ved med at spille de samme forestillinger – og det har du selv givet svaret på ved i et interview i Teater 1 at citere Ovid for at have sagt: ”Intet i verden forgår, men alting forandres” – det er de samme to fortællinger, vi fortæller i teatret – vi elsker og vi hader – men fortællingerne er aldrig ens, fordi vi forandres og vi derfor bliver nødt til at fortælle dem igen og igen. Og ingen er bedre til at give dem nyt liv, nye vinkler, nye forståelser end du – her er du mesteren! Du pinder dine klassikere ud i detaljer, som ingen andre har set, kaster dem alle op i luften og lader dem lande på scenen i overraskende greb, som forbløffer og henrykker. Du river skællet fra vores øjne og åbner en ny virkelighed og sandhed om os selv, som vi måske ikke altid har lige stort behov for at kende – og det er lige præcis sådan at teatret giver mening!

Du svigter dog aldrig dine historiske karakterer, men udfordrer dem på de tre parametre, som er ledetråde i dit værk: identitet, køn og roller. Når de går ind af døren hos dig, kan de ikke føle sig sikre på hvem de er når de går ud igen – frem for alt: er de mand eller kvinde? Utallige af dine karakterer har skiftet køn i dine hænder – og de bliver ved, om et halvt år skal vi se Othello som lesbisk; det skal nok blive interessant! Fristende ville det have været at se Iago som en Loke-type, men den fælde undgik du. Du udfordrer os på den dobbelthed som findes i alle mennesker, men som puritanisme og børneopdragelsens kønspolarisering har undertrykt. Og i virkeligheden går du også her i Shakespeares – og mange andres – fodspor ved netop at lade den flydende seksualitet få frit spil: ”mænd kysser mænd kysser kvinder”, som du sagde i forbindelse med opsætningen af Shakespeares Sonetter.

Men vi er altså ikke mere teaterhistoriske end at vi ønsker både at ære den klassiske tekst i en nutidig ramme, og i lige så høj grad den moderne tekst  - og her har du i samarbejdet med Sort Samvittighed skabt nogle forestillinger, som ikke bare vi har ønsket at prise dig for – også her viser du en iderigdom uden sidestykke og en parafrasering over et kunstnerisk virke som føjer helt nye sider  til kvindelige kunstnere som Tove Ditlevsen og Anne Linnet.

Så når du nu får Karl Mantzius Prisen så er det ikke kun fordi du har taget dig så kærligt af teaterhistoriens største værker, men i lige så høj grad for den dybe kulturhistoriske og teaterhistoriske indsigt du bruger som værktøjer i dit arbejde. Det vil vi gerne takke dig for!

Og hermed citere bestyrelsens begrundelse for at vælge netop dig: ”Elisa Kragerup har med sine banebrydende, begavede og indsigtsfulde iscenesættelser sat sine umiskendelige spor i teaterhistorien og vil stå som et uomgængeligt fikspunkt i moderne dansk teater.”

Tillykke!

 

 

Karl Mantzius Prisen 2016 til Ghita Nørby

Kære Ghita!

Det er en ganske særlig dag i dag – en fest dag, hvor Selskabet for Dansk Teaterhistorie for første gang uddeler Karl Mantzius Prisen – en ærespris, der uddeles til et teatermenneske, det være sig 'kunstner, administrator, forsker eller ildsjæl, som har rykket hegnspæle i teaterhistorien' – og så tænker I nok, øh, har vi ikke teaterpriser nok – og jo, det er rigtigt, vi har teaterpriser, store teaterpriser, hvor folk får mange mange penge, men teaterpriser som kun ser det der foregår på forscenen, skuespilleren, scenografen, instruktøren, men ikke det der foregår bag scenen, teaterdirektøren, dramaturgen, lys- og lyddesigneren, forskeren, producenten – og hvis der findes en særlig kreativ billetkontrollør, som flytter hegnspæle i teaterhistorien, så fedter vi heller ikke med at hædre hende! For os er teatret et hele, et utroligt fint maskineri, som kun kan lykkes hvis alle yder deres yderste, i loyalt samspil med hinanden. Ingen kan undværes og derfor bør alle kunne hædres.

Karl Mantzius var selv et teatermenneske i dén forstand, - han var skuespiller, teaterdirektør, forsker, oversætter - og i øvrigt også maler så en scenografi ville formentlig heller ikke være ham fremmed, men man behøver altså ikke kunne det hele for at gøre sig fortjent til en Mantzius. Det der gør udslaget er engagementet, ansvarligheden overfor kunsten, en for hvem kunsten er blodig alvor –

Og her vil jeg gerne præsentere den første modtager af Selskabet for Dansk Teaterhistories ærespris, Karl Mantzius Prisen 2016 - Ghita Nørby!

Kære Ghita Nørby, rigtig hjertelig tillykke med prisen, endnu en pris, må jeg sige, du har jo allerede kaminhylden godt fyldt op, men jeg håber alligevel at denne pris er noget særligt for dig; den er tildelt dig af en enig bestyrelse af professionelle teaterfolk på hver vores vis, vi går RIGTIG meget i teatret, og vi var slet ikke i tvivl, netop du står vores hjerte meget nær.

 

Jeg hørte dig en gang sige at du slet ikke kunne begribe at folk som ingenting kunne, absolut skulle optræde i fjernsynet med deres manglende evner - kan de ikke lave mad ,skal de absolut servere tre-retters menuer på landsdækkende tv, gror alle deres blomster nedad, skal de lave haveprogrammer osv - og jeg kunne ikke være mere enig. Men det er også lige præcis den holdning der gør dig til den fantastiske kunstner du er. Ingen lave gærder at springe over, ingen nemme løsninger, intet 9-5, - det skal være livsfarligt, det skal koste kød og blod!

 

Selv fik jeg syn for sagn da jeg som ung blåøjet førsteårsstuderende uforvarende blev kastet ind som praktikant på opsætningen af O'Neills Byg dig kun Slot på Slot i 1976, hvor du, Bodil Kjer og Henning Jensen spillede stykkets tre roller instrueret af Sam Besekow og med Lars Juhl som scenograf - og udover jeg var skræmt til døde og ikke fattede en bønne af hvad der foregik, blev jeg slået af den stålsatte professionalisme, koncentration og fokus, som di gik til opgaven med i samme øjeblik klokken slog 12 og prøven gik i gang - det var ved Gud blodig alvor og gjaldt liv og død, hver gang, hver dag! Jeg har aldrig glemt det, det var en øjenåbner for mig, som jeg har bragt med mig resten af livet.

 

Jeg tror vi allesammen har hver vores Ghita. For nogen slipper du aldrig ud af ingenuen, Baronessen fra Benzintanken - og jeg er sikker på at næste gang du fylder 50, så er det med garanti den vi skal se i fjernsynet - det er jo utroligt at man hænger resten af livet på en rolle man spiller som 25-årig, for andre vil du være den kloge fornuftige Ingeborg Skjern eller de mange magtfulde stærke kvinder du har spillet i din modne alder: Fra dronninger til kællinger, fra skuespillere til forskere, kunstnere til husmødre, men alle kvinder der som du har haft noget på spil, og satset livet på det - kvinder som du har givet en stemme, uden nødvendigvis at forsvare dem, men skæbner som vi alle, kvinder som mænd, må konfronteres med for bedre at forstå verden –

 

For mig står imidlertid de erotiske kvinder stærkest, Celimene i Misantropen i Bergmans instruktion og Gertrud i Hamlet i Mogens Pedersens instruktion - for at nævne bare to; den måde du bredte din røde kjole ud over sengen på med den stakkels ødipale Hamlet i Søren Spannings skikkelse, var formidabelt og uforglemmeligt! Du har engang beklaget at du aldrig har haft tilbuddet om at spille de androgyne kvinderoller, dertil kan jeg blot sige, at hvis jeg var teaterdirektør, var det heller ikke lige der ville satse på dig - den kropslige ferskhed der ligger i androgyniteten er ikke lige dig. 

 

Og så er der det med at rykke hegnspæle i teaterhistorien: ja, tak, det skal jeg ellers love for! Få har haft en så lang og glorværdig karriere som du, skildret så mange menneskeskæbner, som har gjort os så meget klogere på os selv, og frem for alt, været på en konstant rejse med sin kunst, aldrig stillet sig tilfreds, men udviklet sig fra rolle til rolle - og nu er det så ved at være slut, i næste sæson har du besluttet at spille din sidste rolle - her på Hippodromen hvor du spiller dit franske modstykke, Sarah Bernhardt i sin karrieres aften - og hvor du samtidig kan fejre dit 60-års jubilæum - ret meget smukkere bliver det ikke! 

 

Jeg ved at Ghita på sanskrit betyder sang, og herfra kan jeg blot på Selskabets vegne - og, er jeg helt sikker, på hele dit store publikums vegne, sige tak for sangen og endnu en gang tillykke!